Haven i februar
Fordyrkning
Nogle af sommerens grøntsager og blomster kan du begynde at fordyrke allerede i februar. Nogle af de godbidder, du kan putte i såjorden, er selleri, artiskok, chili og porrer. Så frøene i rene potter og fugtig jord, og placer dem varmt, helst ved en stuetemperatur på ca. 20 grader og med låg eller plast over potten.
Når du ser bladene komme op af jorden, kan du med fordel placere potten i vindueskarmen. Det er først, når planterne har fået deres hjerteblade, at låget eller plasten over potten ikke længere er nødvendig. Omplant planterne om nødvendigt, og hærd planterne ca. 1-2 uger, før de plantes udendørs. Vent med at plante dem udendørs, indtil risikoen for nattefrost er væk.