Grønnere græs – tips til en dejlig græsplæne
Anlæg og tilsåning af en græsplæne
En græsplæne skal du helst så i det tidlige forår, sensommeren eller i efteråret. Det er vigtigt at vande rigeligt især om foråret, når der er risiko for tørke. Vand fortrinsvis midt på dagen og rigeligt, så jorden bliver gennemvåd. Så søger græsrødderne ned i jorden. Hvis du kun vander overfladisk, er der risiko for, at de små planter vil tørre væk eller få en dårlig start.
August og begyndelsen af september er velegnede perioder, hvis du ønsker at så sent på sæsonen. Så er den varmeste periode forbi, og jorden er stadig varm. Perioder med regn og fugtigt vejr i efteråret gør det lettere for græsfrøene at spire.
Fordel græsfrøene jævnt over arealet, enten med hånden eller med såmaskine. Man plejer at regne med en plante pr. kvadratcentimeter, og så bliver mængden af frø omkring 2,5–3 kg pr 100 m2. For at lette arbejdet kan du opdele det areal, du skal så, i mindre områder og græsfrøene i mindre portioner. Derefter bearbejder du arealet stykke for stykke. Når frøene er spredt, er det en god ide at arbejde dem en smule ned i jorden med en ståltrådsrive. Pas på ikke at rive for dybt. Du kan med fordel bruge en tromle og køre arealet over for at få en mere jævn indarbejdning.
Slåning af plænen
Når du slår plænen, bør du ikke klippe for alt for tæt, da græsset så kan få svært ved at vokse igen. Bladmassen produceres ved fotosyntese i græsset. Det betyder, at man ved græsslåning skal efterlade grønt materiale, for at der kan dannes nyt græs. En tommelfingerregel er ikke at klippe kortere end fire centimeter og aldrig fjerne mere end 30–40 % af bladmassen. Hvis du følger disse råd, får du en hurtig vækst af nyt græs. Ved at lade det afklippede græs ligge, returneres næringsstofferne i græsafklippet til jorden. Det bliver til gødning for plænen.
Sørg for, at knive og skær på plæneklipperen er skarpe, så du får pæne snit. Ellers rives græsstråene i stykker og bliver gule og udtørres let. Det er lettest at klippe plænen, når den er tør, men moderne plæneklippere kan også klare fugtigt græs. I lange perioder med regn og fugt er man nødt til at slå græs, når det er vådt, hvis man ikke ønsker en høj og vildtvoksende græsplæne. Husk at tømme opsamleren ofte, når det er vådt, fordi græsset bliver tungt og let sætter sig fast. Riv også store klumper af vådt græs væk fra plænen, når du er færdig med at slå græsset. Slå græsplænen efter behov. Hvis du slår græsset ofte, omkring hver fjerde dag, får du en tættere og stærkere græsplæne.
Vedligeholdelse og gødning af plænen
Kvælstof, fosfor og kalium er nogle af de vigtigste stoffer, som plænen har brug for til at vokse godt og blive modstandsdygtig over for tørke og kulde. Men også til at blive grøn og slidstærk. Vilde planter er selvforsynende med næring og behøver ingen gødning for at vokse. Men i vores dyrkede haver stiller vi højere krav til plænen, for eksempel at den skal være ekstra grøn og tæt. Og for at opnå dette kræves der lidt ekstra gødning. Når man slår græsplænen, fjerner man også store mængder næringsstoffer, der skal erstattes.
Gødning tre gange pr. sæson
Hvis du vil du have en rigtig flot græsplæne, er det en fordel lejlighedsvis at gøde plænen som vedligeholdelse. Når du anlægger en ny græsplæne, bør du foretage en grundig basisgødskning, så græsfrøene får en god start. Passende perioder til vedligeholdelsesgødskning er tidligt om foråret, omkring midsommer og tidligt efterår. Giv gerne gødning før der ventes regn eller i forbindelse med vanding. Omkring fire liter gødning pr. 100 m<sup<2 er en passende mængde. Om efteråret er to liter gødning tilstrækkelig. Du kan gødske med hånden, men det kan være svært at få gødningen fordelt jævnt over plænen. Hvis du bruger en mekanisk gødningsspreder, bliver fordelingen perfekt, og du får en jævn og flot grøn plæne!
Vertikalskæring sætter fart på plænen
Hvis din græsplæne ser træt og kedelig ud, så prøv en vertikalskærer. Det er en maskine, der skærer riller i plænen, så den lettere kan optage vand, gødning og ilt. De fleste græsplæner har godt af vertikalskæring, og det bør foretages om foråret, når væksten er begyndt, og du har slået plænen et par gange.
Efter vertikalskæring er der normalt en stor mængde af planteaffald og løst materiale, som du skal rive væk fra plænen. Det er også godt at efterså og gødske eller dressere græsplænen efter vertikalskæring. Spred plænedressing, og så nyt græs. Hvis du ikke har brug for at efterså, skal du kun give topdressing eller gødske græsplænen afhængigt af dens tilstand.