Levende lys antænder flest brande i danske hjem

Levende lys antænder flest brande i danske hjem

Hver tredje brand i de danske hjem skyldes levende lys. Derfor er det vigtigt at sikre sig mod brandulykker særligt i juletiden, hvor mange fylder stuerne med tændte stearinlys.

På under et minut kan stuen stå i flammer, hvis først et julelys har antændt tørt gran. Brand i hjemmet kan ofte spores tilbage til levende lys. Det gælder for 33 procent af brandtilfældene ifølge en rapport om brandsikkerhed i Danmark i 2020. Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert ved Beredskabsstyrelsen og tidligere indsatsleder ved kommunale brandvæsener, har set mange hjem blive ødelagt af brand, og han forudser en lignende statistik for 2021.

 – Blikket i øjnene hos familier, der har mistet alt og måske ikke har et sted at holde jul, glemmer jeg aldrig. I julen er levende lys skyld i særligt mange brande, fordi vi rykker indendørs med juledekorationer og adventskranse. Ofte når folk at slukke små brande, men store brande forekommer også, og det er typisk, når de forlader et rum med tændte stearinlys. En tommelfingerregel er aldrig at forlade et rum med levende lys, og at den, der tænder, slukker, siger Mads Dalgaard.

 

Få midler kan forhindre større ulykker

Ifølge TrygFondens og Beredskabsstyrelsens rapport om brandsikkerhed i 2020 er der plads til forbedringer, når det kommer til brandslukningsudstyr i private boliger. 62 procent af danskerne har ikke brandslukningsudstyr i hjemmet. Kun hver fjerde har en pulverslukker, som er den mest almindelige brandslukker i de danske hjem, og kun hver tiende dansker ejer et brandtæppe. Det generelle billede er stort set uændret siden 2014.

Hvis først en brand er brudt ud, er det med at sætte hurtigt ind. Det kan ske på flere måder, fortæller Uffe Sjøberg, der rådgiver kunderne om sikkerhedsudstyr til boligen hos Biltema.

 – Der skal få midler til at forhindre større ulykker. Et brandtæppe kvæler for eksempel ilden og er nyttigt, hvis der opstår brand under kokkerering af julemaden, mens en pulverslukker effektivt slukker brand i faste stoffer som træ og papir. Det vigtigste er at være på forkant i juledagene, siger Uffe Sjøberg, der giver sine råd til en sikker jul.

 

Gode råd til en brandsikker jul

  1. Placér stearinlys i god afstand fra let antændelige materialer som gran, mos og tekstiler. Du kan med fordel lade juletræets nederste grene være fri for julelys. Så kan småbørn og husdyr ikke nå dem, og brandfaren mindskes, når gaverne hentes under træet.

 

  1. Brug selvslukkende lys og manchetter af stanniol, som forhindrer flammen i at antænde gran på træet eller i juledekorationen. Placer dekorationen på et brandsikkert underlag. Du kan også overveje helt at skifte stearinlys ud med batteridrevne alternativer såsom lyskæder og LED-lys.

 

  1. Forlad aldrig et rum med levende lys, og hav et middel i nærheden til at slukke en eventuel brand. Det kan være en beholder med vand eller – mere effektivt – en pulverslukker eller et brandtæppe.

 

  1. Mange danskere ved ikke, at røgalarmer løber tør for strøm efter en årrække, og at skidt og støv kan forhindre dem i at virke. Sæt røgalarmer op i hjemmet, så lyden når ud overalt i boligen. Rengør alarmerne hvert halve år, og tjek batteriernes stand med jævne mellemrum.

 

Biltema er en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk