Skab en have til gavn for bierne og dig selv

Kan du forestille dig en verden uden blomstrende planter? En verden uden frugt, grøntsager, kaffe, chokolade eller vanilje? Bier, humlebier og andre bestøvere spiller en vigtig rolle for at få frodige planter og gode høstudbytter. Vi skal derfor værne om vores insekter, som vi er afhængige af, og på forskellige måder hjælpe dem med at overleve og helst blive flere.

Bier og humlebier er naturens virkelige helte. Under deres søgen efter næringsrig nektar besøger de et væld af blomster og flytter pollen fra blomst til blomst, så planterne befrugtes og kan danne frø. De står for langt størstedelen af bestøvningen af både vilde planter og mange af vores almindelige afgrøder, såsom raps eller jordbær.

Vi har brug for bier og andre insekter til at bestøve planter og afgrøder. Bestøvning giver ikke kun større høst, men giver også frugt, bær og nødder mere smag og højere kvalitet. Desværre har bierne længe haft det svært, blandt andet på grund af sprøjtemidler og sygdomme. Heldigvis kan du gøre en forskel og hjælpe bierne. Start med at skabe en have, som bierne elsker!

Bestøvning er gratis, men milliarder værd!

 

Hvad er bestøvning?

Bestøvning er et system, som planter bruger til forplantning. Dette sker først og fremmest ved, at et insekt, såsom en bi eller humlebi, leder efter føde på en blomst og får pollen på sig. Når bien derefter flyver til en anden blomst for at lede efter nektar og føde, overføres denne pollen til den pågældende plante, hvilket medfører befrugtning.

Hvorfor er vi afhængige af bestøvning?

Langt de fleste blomsterplanter er afhængige af bestøvning, og mange af vores spiselige afgrøder eksisterer takket være bier og andre bestøvende insekter. Cirka en tredjedel af den mad, vi spiser, kræver bestøvning af for eksempel bier. Takket være dem får vi også hjælp til større høst af bedre kvalitet.

Hvilke insekter er vores bestøvere?

I Norden er det hovedsageligt insekter, der er bestøvere, såsom vilde bier og andre årevingede insekter, sommerfugle og natsværmere, blomsterfluer, andre fluer og biller. De fleste lever vildt i naturen og er såkaldte vilde bestøvere.

Hjælp vores bier, og skab de rette betingelser!

Vi mennesker kan hjælpe vores bier og andre bestøvere ved for eksempel at dyrke og plante bestøvende planter. Ud over at plante eller så blomster, der tiltrækker bier, kan du også skabe gunstige betingelser for dem på andre måder. Her er nogle tips.

Lav et insekthotel

Lav et bo til forskellige insekter med et såkaldt insekthotel. Du kan enten lave dem selv eller købe færdige. Hotellerne laves ofte af hule bambusrør eller lignende. De kan også fyldes med kogler, grene eller mindre træstykker. Glem ikke at komme et stykke net, f.eks. hønsenet, på ydersiden, så fugle eller lignende ikke får god adgang til en bid mad.

Når du er færdig, skal du bare hænge hotellet op i en busk, på en husvæg eller hvorfor ikke ude på altanen. Gerne et solrigt sted, for der har de det bedst.

Et andet tip er at sætte en lerkrukke fyldt med mos og græs på hovedet – et perfekt bo for en humlebi!

Anlæg en blomstereng eller urtehave

Der findes en række forskellige blomster, som tiltrækker insekter med deres duft, farve og smag. En vild eng med et væld af forskellige blomster såsom rødkløver, kællingetand, marguerit, honningurt og lavendel er meget værdsat af vores bestøvere. De kan nemt sås direkte på stedet, og så skal du bare holde jorden tilstrækkelige fugtig, indtil de begynder at spire.

Urter såsom timian, rosmarin og salvie er krydderurter, som bier og andre bestøvere kan lide. De er derfor perfekte til at sætte i sommerbede og i potter som en lille oase på altanen.

Husk også at lade blomsterne afblomstre, inden du slår græsset og blomsterengen. Dermed giver du insekterne de bedst mulige betingelser.

Køb økologisk

Prøv så vidt muligt altid at vælge økologiske råvarer, når du køber mad. Dermed beskytter du biernes og andre bestøveres liv og mangfoldighed, da det i høj grad er sprøjtemidler, der gør dem syge.
 

Køb en andel i en bikube

Du kan også købe en andel i en bikube, så får du desuden krukker med honning retur. Ved at købe lokalt produceret honning støtter du også den lokale biavl.


Start med biavl

Hvis du har lyst, kan du melde dig ind i en biavlerforening og starte din egen biavl.

76485
76484
76482

Sammen kan vi øge chancerne for, at bierne overlever – ikke mindst ved at dyrke deres fødeplanter og være mere bevidste om, hvilken virkning vores forbrug kan have. Lad forår og sommer være den summende årstid, den skal være, med bier, humlebier og andre vigtige bestøvere.

Relaterede artikler

Plant dine egne tomater

Plant dine egne tomater

At plante tomater er enkelt, og vi har samlet på nogle tips som kan være gode at læse inden du starter.

Planter på altanen - lav en grøn byoase

Planter på altanen - lav en grøn byoase

Vil du begynde med at plante? Intet problem - på din balkon eller altan, kan du gøre det meste!

Pollen – mindsk generne med gode rengøringstips

Pollen – mindsk generne med gode rengøringstips

Mindsk pollengenerne derhjemme med rigtig rengøring og luftrensere. Vi guider dig!