Biltema Foundation vil donere 570 millioner til social udvikling
Den nordiske detailgigant Biltema, der har 125 varehuse i Norden, udvidede i 2012 organisationen med velgørenhedsfonden Biltema Foundation. Siden da har fonden doneret 100 millioner kroner til forskellige velgørende projekter – men nu sættes ambitionen endnu højere.
Med donationer for i alt 570 millioner danske kroner vil Biltema Foundation støtte velgørende organisationer i de nordiske lande, hvor detailkæden har sin forretning, men også i udviklingslande over hele verden. Med fokus på børn, dyr og miljø skal fonden bidrage til uddannelse, sundhedspleje, forskning og nødhjælp ved katastrofer.
– Jeg er meget stolt af at være en del af en virksomhed, der prioriterer velgørenhed højt. Vi tror på fremtiden og tager derfor et aktivt ansvar for at skabe positiv social udvikling verden over, siger Jacob Møller, der er direktør i Biltema Danmark.
Finansierer projekter på Filippinerne
Det er grundlæggeren og ejeren af Biltema, der har stiftet Biltema Foundation med ønsket om at støtte den sociale udvikling verden over.
Fonden er allerede nu med til at finansiere forskellige projekter. Det gælder blandt andet:
Støtte til unge kræftforskere, der studerer immunologi og onkologi og er i starten af deres forskningskarriere.
Støtte til en skole for forældreløse udenfor Manila på Filippinerne.
Uddannelse af sygeplejersker og andre medicinske specialister på Filippinerne, hvor der er stort behov for veluddannet sundhedspersonale.
Alle organisationer kan ansøge
Fonden finansieres af overskuddet i Biltema, og enhver velgørende organisation har mulighed for at ansøge fonden om såvel større som mindre beløb.
Alle ansøgninger vurderes ud fra, hvordan det givne projekt bidrager til bedre uddannelse, mere effektiv sundhedspleje, forskning med positiv indvirken på samfundet eller bistand i forbindelse med katastrofer.
Læs mere om Biltema Foundation her.
Biltema er med 125 varehuse i Norden en af regionens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk