Biltema i Sønderborg åbner før tid
Byggeriet er gået ind i sin sidste fase, og nu er det så vidt, at varehuschef, Kent Andersen, og borgmester, Erik Lauritzen, snart kan klippe snoren til det nye varehus på Augustenborg Landevej 11 i Sønderborg.
- Som borgmester glæder det mig altid, når jeg kan byde nye virksomheder velkommen til kommunen. Med åbningen af Biltema er det en særlig glæde, fordi det markerer, at vi er nået i mål med at fylde de gamle JF-grunde ud igen, siger Erik Lauritzen.
Biltemas administrerende direktør, Jacob Møller, glæder sig også over åbningen:
- Lige fra vi tog beslutningen om at åbne i Sønderborg har vi glædet os rigtig meget til denne dag – og det er meget tilfredsstillende, at vi nu faktisk kan åbne to uger før tid. Byggeriet har virkelig kørt på skinner takket være dygtige medarbejdere, gode samarbejdspartnere og håndværkere på byggepladsen.
Et nyt år skudt i gang med nye varer
Siden nytår har teamet haft travlt med indendørs indretning af forretningen. Medarbejderne, der tæller 30 styk, får hjælp til indretning og vareopfyldning af kolleger fra andre varehuse for at nå at blive klar til åbningsdagen, hvor Biltema er vært ved kaffe og rundstykker mellem klokken 8.00 og 9.00. Åbningsdagen byder derudover på forskellige aktiviteter og konkurrencer.
– Jeg glæder mig enormt meget til, at vi kan slå dørene op og byde vores kunder velkommen. Det er nogle intense uger frem mod åbningsdagen, og vi knokler alle sammen på for at få alle varerne til at stå snorlige på hylderne. Heldigvis er det ingen sag at holde humøret højt, fortæller Kent Andersen.
Det nye varehus kommer til at huse hele Biltemas store varesortiment på cirka 19.000 produkter. Med produkter inden for både Bil-MC, Båd, Cykler, Fritid, Hjem, Kontor-Multimedia, Byggeri, Bilpleje og Værktøj, er der noget til hele familien. Der venter også kunderne en familievenlig café, som rummer Biltemas kendte lave priser.
Biltema i Sønderborg bliver årets første varehusåbning og nummer 18. af slagsen i Danmark. I december måned blev snoren klippet til ny butik i Nykøbing Falster. Vokseværket er resultatet af en ambitiøs vækststrategi med et mål om at nå 25 danske butikker inden udgangen af 2025.