Biltema lancerer nyt online koncept
Med 12 danske varehuse og endnu flere på vej er Biltema godt på vej med de fysiske ekspansioner. Men også digitalt vil detailgiganten opruste sin tilstedeværelse og lancerer derfor nu et nyt online købskoncept.
Med konceptet Køb og Hent kan kunder købe varer på Biltemas hjemmeside, som efterfølgende gøres klar til afhentning i det lokale varehus inden for to timer. Foreløbig er Esbjerg varehuset det eneste varehus, der tilbyder Køb & Hent, men flere varehuse er klar inden for de kommende måneder.
– Vi er rigtig glade for at kunne præsentere det her nye koncept. Vi har lanceret det i fire udvalgte varehuse i Norden – ét i hvert land, hvor vi har varehuse – og vi har allerede gennemført de første 100 online ordrer. Vores mål er, at Køb og Hent-konceptet skal være tilgængeligt i alle vores varehuse ved udgangen af 2020, fortæller Daniel Berg, der er CDO hos Biltema.
Når man køber og betaler varer på Biltema.dk, er varerne pakket og klar til afhentning inden for to timer, - dog med undtagelse af elcykler og andre udvalgte produkter, der skal finindstilles, og derfor kan tage længere tid. I Danmark er Køb og Hent-konceptet lanceret i Biltema Esbjerg.
Biltema er en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk