Ekspanderer igen: Detailgigant opretter eget logistikfirma – med eget tog
Hos Biltema, der er en af Nordens største detailkæder, skal der løbes stærkt for at kunne følge med den store efterspørgsel på blandt andet bilreservedele, haveredskaber og fitnessudstyr.
Derfor opretter detailkæden nu sit eget logistikfirma, Biltema Logistics. Formålet er at sikre endnu mere effektivitet, når en vare skal fra lager til varehus.
– Vi er nødt til hele tiden at se på, hvordan vi kan arbejde smartere, så vi kan følge med den kraftige ekspansion. Med Biltema Logistics sikrer vi, at varehusene altid har de efterspurgte produkter på hylderne, så kunderne ikke skal gå forgæves eller vente på, at varehuset bestiller et produkt hjem, siger Bjarne Sandberg, der er administrerende direktør for Biltema Logistics.
Biltema-tog til Danmark
Ved selv at stå for al logistik sikrer detailkæden sig også, at varetransporten foregår så miljøvenligt som muligt. Det fortæller Jacob Møller, der er direktør i Biltema Danmark.
– Vi skal så vidt muligt væk fra at bruge lastbiltransport, fordi det forurener så meget. Derfor undersøger vi lige nu mulighederne for at få vores eget Biltema-tog, der kan transportere varer til Danmark fra Sverige. Som en af de største i Norden har vi et stort ansvar for miljøet, og det skal vi tænke med, i alt vi gør, siger Jacob Møller.
Biltema Logistics, Biltemas centrallager i Halmstad.
Biltema har 11 varehuse i Danmark, der alle modtager varer fra Biltema Logistics’ 225.000 kvadratmeter store lager i Sverige. Det planlægges at udvide lagerbygningerne med yderligere 120.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 16 fodboldbaner.
Læs mere om Biltema Logistics på det svenske website.
Biltema er med 140 varehuse en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj.