Varehus nummer 144 åbnes i Danmark: Biltema åbner nyt gigant-flagskib
Biltema, en af Nordens største detailgiganter, har travlt med ekspanderingen ovenpå sidste års rekordregnskab. De 143 varehuse i Norden bliver nu udvidet med et nyt dansk flagskib.
Varehuset er under opførsel i Roskilde og bliver det største danske Biltema-varehus. Med knap 8000 kvadratmeter bliver det næsten dobbelt så stort som det nuværende største varehus i Glostrup, og ambitionerne er lige så store.
– Varehuset i Roskilde bliver vores flagskib. Det kommer til at afspejle, hvordan fremtidige varehuse i Danmark skal se ud, både i forhold til størrelse og indretning. Både fysisk og omsætningsmæssigt skal det nye varehus være det største i Danmark. Vi har netop leveret omsætningsrekord, men vores mål er at øge omsætningen med yderligere 20 procent næste år, og her er det nye varehus i Roskilde en vigtig spiller, fortæller Jacob Borring Møller, der er direktør i Biltema Danmark.
Biltema Danmark havde i 2018 et overskud på 24,5 millioner danske kroner efter skat og en kundefremgang på 17 procent i forhold til året før.
Fordobling af varehuse inden for seks år
Det nye varehus i Roskilde er en del af planen om at fordoble antallet af danske varehuse inden for seks år.
– Kontakten med kunderne er en stor del af vores koncept, og fordi vi vægter den personlige vejledning rigtig højt, har vi heller ikke en klassisk webshop. Derfor skal vi også ligge flere steder i landet, så vi er tættere på kunderne. Valget faldt i første omgang på Roskilde på grund af den centrale beliggenhed, men vi er stadig på jagt efter endnu flere lokationer, siger Jacob Borring Møller.
Ifølge ham bliver størrelsen på de knap 8000 kvadratmeter standarden på alle nye Biltema-varehuse i Norden.
– Vi har rykket os meget de senere år, og vi er i dag meget mere end bilprodukter. Med den fart, som vi udvider sortimentet i, kræver det plads til hele tiden at udvide med flere hyldemeter, og derfor vokser vi simpelthen ud af de mindre bygninger. Samtidigt tror vi også, at vi med flere kvadratmeter kan give en endnu bedre kundeoplevelse, fordi der bliver mere luft på gangene og flere inspirations- og udstillingsområder.
Varehuset i Roskilde åbner lørdag den 2. november med stor åbningsfest.
Biltema er en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk