Mød Camilla, salgsassistentelev (Voksenelev)
Navn: Camilla Nørgaard Rasmussen
Stilling: Salgsassistentelev
Synes du, at den blå farve klæder dig?
Ja – eller nu er det jo mere referencen til, at vi ligner en smølf, at jeg nok har det mindre godt med. Jeg har ikke noget imod den blå farve. Den gør bare, at man lægger mærke til os og at kunderne ved, at det er os der er her til at hjælpe. Vi er rimelig genkendelige, når vi render rundt i vores uniform. Den er OK den blå farve, den er meget blå – den er Biltema blå.
Hvorfor valgte du Biltemas elevuddannelse - hvad tiltalte dig mest?
Selve butikssortimentet. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være i butik, men det har spillet meget op med, hvad det var for en slags butik. Jeg vil ikke bare være i en dagligvarebutik, men gerne ud i specialbutikkerne, hvor jeg har med de ting at gøre, som jeg også selv bruger i min hverdag. Jeg har jo handlet i Biltema sammen med min familie siden, at varehuset kom til Næstved. Så jeg har altid kendt butikken. Jeg fik muligheden for at starte som vikar for et års tid siden, og i og med jeg havde noget butiksuddannelse bag mig, spurgte jeg om der var mulighed for at blive voksenelev. Biltema sagde så, at hvis jeg følte at jeg passede ind, kunne lide at være her og kunne sammen med de andre, så var det helt sikkert en mulighed.
Du har muligheden for masser af ansvar på gulvet. Trives du med masser af kundekontakt og selvstændigt ansvar i din hverdag?
Ja – rigtig meget. Jeg har selv søgt kundekontakt, fordi jeg har haft nogle jobs, hvor jeg ikke havde med mennesker at gøre. Så jeg har gået meget alene og har manglet den der ”hjælpsomhed”, altså muligheden for at hjælpe nogen, gøre noget for nogen og snakke med nogen.
Jeg synes det er fantastisk, at kunderne kommer hen og spørger, og man kan hjælpe dem og faktisk bruge sin kreativitet og viden til at hjælpe dem med deres projekter. Man bliver bare glad, når man får et ”tusind tak for hjælpen” og kan sige ”det var så lidt”. Jeg elsker kundeservice-delen.
Hvad er det bedste ved din arbejdsdag i varehuset?
Det allerbedste er kundekontakten - servicen man yder, men jeg kan også godt lide den udvikling der er med produkterne. Udgåede varer, nye varer, indskrivning af produkter, sorteringen af dem og hvordan skal varen stå i butikken. F.eks. hvis man flytter produktet et andet sted hen, så sælger det faktisk bedre end da vi havde det ovre på den anden reol. Så selve udviklingen i butikken gør, at det er sjovt at være her. Ikke én dag er ens.
Føler du, at du bliver klædt på til detailhandlen i din uddannelse?
Ja det synes jeg. Efter at vi har fået at vide, at det er vores eget hold med kun Biltema elever. Vi har en lærer som går meget op i, at vi snakker om produkter og vores systemer, som vi arbejder med. Vi får også mulighed for at snakke med nogle af de andre i firmaet. Direktøren og hovedkontoret, hvor vi får insights og fremtidstanker. Det er ikke ”bare” at stå i butik. Vi bliver virkelig klædt på fra mindste deltalje og så højt/meget man nærmest vil. Det er ikke noget med at kunne, det er mere hvad du selv vil opnå. Man kan komme med ideer, og de bliver taget imod, og de er altid åbne for at lytte til dem og hvad ens kreative tanker egentlig kan bære i butikken. Det gælder både udstillinger og andre varer samt efterspurgte varer, som vi ikke har. De er virkelig åbne her i Biltema. Det gør også, at man føler sig heldig. Når man hører om andre butikker og uddannelser, så sidder jeg med en følelse af, at man får lidt ekstra her. Man har meget indflydelse og det synes jeg er fantastisk.
Hvis du skulle vælge et yndlings Biltema produkt - Hvilket skulle det så være?
Ja den har jeg tænkt meget på. Og jeg har vitterligt ikke et produkt, da det er så svært at vælge.
Jeg købte togbanen til min søn i julegave og min mor købte den store togbane - han har haft det største smil på læben siden. Han elsker bare at lege med den togbane. Jeg har købt joggingtøj til mig selv og pølsestrømperne. De er så behagelige at have på. De er fantastiske og jeg har selv pølse t-shirten samt en hættetrøje. Når den ikke er til vask, så har jeg den på.
Jeg har alt for mange favoritter.