Godt at vide om batterier
Forskellige batterityper til biler
Biltemas sortiment omfatter tre kategorier genopladelige batterier. Selv om de udvendigt kan se ens ud, er deres egenskaber som følge af den indre opbygning meget forskellige.
Startbatteri
Startbatterier bruges ved start af brændstofmotorer, der kræver meget strøm i en kort periode. Startbatterier er mindre egnede til at drive andet udstyr. Startbatterier findes i udførelserne SMF, Gel, AGM, Litium og EFB:
- SMF
Vedligeholdelsesfrit, normalt batteri med flydende elektrolyt i tæt beholder med sikkerhedsventil mod overtryk. Til lodret montering.
- Gel
Vedligeholdelsesfrit batteri, hvor elektrolytten er bundet i gelé. Har ikke sikkerhedsventil og kan derfor monteres såvel vandret som lodret.
- AGM
Vedligeholdelsesfrit batteri, hvor elektrolytten er bundet i en masse af knust glas. Denne batteritype tåler flere op-/afladninger end det normale batteri og er derfor særligt velegnet til biler, der har start/stop-teknik, eller som startes ofte. Kan monteres vandret eller lodret.
- Litium
Vedligeholdelsesfrit batteri med højere kapacitet, lavere selvafladning og lavere vægt end syrebatterier i tilsvarende størrelse. Kan monteres vandret eller lodret.
- EFB
Vedligeholdelsesfrit batteri med flydende elektrolyt i tæt beholder med sikkerhedsventil mod overtryk. Denne batteritype har dobbelt så stor cyklusholdbarhed som et SMF-standardbatteri. EFB-batteriet er specielt udviklet til køretøjer med start/stop-system. Til lodret montering.
Fritidsbatteri
Fritidsbatteriet er konstrueret til at drive elektrisk udstyr og er uegnet som startbatteri. Det fås i SMF-version.
Blyakkumulator
Blyakkumulatoren benyttes i større stykker legetøj eller som backup i forskellige anlæg. Helt indkapslet batteri, som kan monteres vandret eller lodret.
Hvilket bilbatteri skal jeg vælge?
Ud over at batterier fremstilles til forskellige formål, varierer de også i størrelse, udformning og kapacitet, afhængigt af hvad de skal bruges til. Den elektriske kapacitet for et batteri angives i amperetimer (Ah), og for startbatterier, hvor startstrømmens størrelse er vigtig, angives den i CCA (Cold Cranking Amps).
Til personbil og lastbil
Der kan være flere batterimuligheder til en og samme bilmodel afhængigt af bilens udstyrsniveau. Generator og batteri er dimensioneret, så de passer sammen. Derfor er det vigtigt at opretholde balancen mellem generator og batteri, hvis du skal købe et nyt batteri til bilen. Det er derfor en god tommelfingerregel at vælge et batteri med samme fysiske udførelse, antal amperetimer og startstrøm som det gamle. Der er f.eks. ingen fordel ved at vælge et batteri med et væsentligt højere antal amperetimer, eftersom det tager længere tid for din generator at lade det op, og du risikerer startproblemer i koldt vejr.
Til autocamper og campingvogn
Hvis autocamperen er udstyret med et enkelt batteri, skal du vælge et startbatteri eller et autocamper-batteri. Hvis den derimod er udstyret med flere batterier, skal du vælge et startbatteri til start af motoren og et eller flere fritidsbatterier til forbrugerne (boligdelen). Til campingvogne benyttes fritidsbatterier med egenskaber, der er i overensstemmelse med producentens anbefalinger. Hvis campingvognen er udstyret med opladningsløsning, hvor der bruges sol eller vindkraft, skal du bruge særlige batterier, som tåler en så lav ladestrøm uden at tage skade.
Til motorcykel
En motorcykel har ofte meget begrænset plads til batteriet. Vælg derfor et batteri, som mht. mål og kapacitet er i overensstemmelse med, hvad producenten anbefaler. Hvis batteriet monteres vandret, kan du vælge et batteri af typen Gel eller Litium. Hvis batteriet monteres lodret, kan du også vælge SMF.
Til båd
I mindre både med kun ét batteri skal du bruge et startbatteri eller marinebatteri. Til større både med flere batterier skal du bruge startbatteri til motoren og fritidsbatterier til forbruget. Hvis båden er udstyret med en opladningsløsning, hvor der bruges solceller eller vindkraft, skal fritidsbatterierne være af en type, der egner sig til det. En eventuel bovpropel kan med fordel drives af et separat batteri af AGM-typen. Af sikkerhedsmæssige hensyn skal en båd med flere batterier være udstyret med et skillerelæ, der sikrer, at startbatteriet altid er fuldt opladet.
Montering og tilslutning af batteriet
Monter batteriet, så det sidder godt fast i bilens holder eller i et særligt batterirum. I en autocamper, campingvogn eller båd skal batterirummet være godt ventileret og adskilt fra det øvrige elektriske udstyr. Der behøver derimod ikke at være afløb, da vedligeholdelsesfrie batterier normalt ikke afgiver nogen væske. Inden du tilslutter batteriet, er det vigtigt først at rengøre poler og kabelsko – oxiderede eller irrede tilslutninger kan reducere batteriets effekt med op til 25 %. Puds kontaktfladerne blanke med en polbørste eller smergellærred, og smør derefter med batteripolfedt.
Brug og vedligeholdelse af batteriet
Den normale levetid for et genopladeligt batteri er ca. 4-5 år, men hvis det vedligeholdes korrekt, kan det holde meget længere. Batterier har bedst af at blive brugt regelmæssigt – et batteri, som hviler i længere tid, dør. Batterier bør heller ikke dybdeaflades (under 12 V), da det forårsager oxidation på de elektriske plader, hvilket forringer batteriets levetid og kapacitet betydeligt.
Batterigruppen i en båd eller en campingvogn bør være suppleret med en batteribeskyttelse, som afbryder strømmen til forbrugerne, inden spændingen bliver for lav. Batterier, der står uvirksomme i mere end fem uger, f.eks. båd-, motorcykel- eller campingvognsbatterier, skal opbevares køligt, men frostfrit og lades op en gang om måneden. Brug gerne en vedligeholdelseslader, som løbende overvåger og genoplader batteriet.
- Et fuldt opladet batteri har en hvilespænding på ca. 12,7 V.
- Et halvt opladet batteri har en hvilespænding på ca. 12,2 V.
- Et afladet batteri har en hvilespænding på ca. 11,7 V.
Opladning af batteriet
Oplad batteriet på et solidt underlag i et godt ventileret område. Moderne batterier er normalt tætte, men hvis batteriet er beskadiget, eller hvis der bruges en forkert installeret, inkompatibel eller defekt oplader, kan batteriet blive overophedet og udlede brint igennem sikkerhedsventilen. Brint danner sammen med den omgivende luft knaldgas, som er meget eksplosiv. Ved opladning af batterier må der derfor ikke anvendes noget andet elektrisk udstyr i samme lokale. Når det gælder opladere, findes der – ud over opladere til litiumbatterier, som kræver deres egen type oplader – boostere, traditionelle opladere og intelligente opladere.
Booster
En booster er en kraftig hurtigoplader til et eller flere batterier. Opladertypen anvendes på værksteder til akut opladning og er ikke egnet til normal opladning, da hurtig opladning slider kraftigt på batteriet. Boosteren kan anvendes til SMF- og AGM-batterier.
Traditionel oplader
En traditionel oplader kan anvendes til batterier af typen SMF og AGM, men ikke til Gel-batterier. Den er billigere og noget hurtigere end en intelligent oplader, men du skal selv afbryde opladningen, når batteriet er fuldt opladet, da du i modsat fald risikerer, at noget bliver beskadiget.
Intelligent oplader
En intelligent oplader kan anvendes til både SMF-, AGM- og Gel-batterier. Den tilpasser ladestrømmen efter batteriet og afbryder opladningen, når batteriet er fuldt opladet. Opladeren kan også anvendes til vedligeholdelsesladning af sæsonanvendte batterier.
Uanset hvilken type oplader du vælger, skal den være dimensioneret efter antal amperetimer på dit batteri. I produktteksten til de forskellige batteriopladere finder du specifikation af batterikapaciteten.
Ofte stillede spørgsmål om bilbatterier
Hvad er amperetimer (Ah)?
Amperetimer (Ah) angiver den strømmængde (kapacitet), som et batteri kan afgive. For startbatterier måles kapaciteten i løbet af en 20 timers afladning ved 25 °C til slutspændingen 10,5 V.
Hvad betyder CCA?
CCA betyder "Cold Cranking Amperes". Det er et mål for den strøm, et fuldt opladet nedkølet batteri kan levere ved -18 °C i løbet af mindst 30 sekunder, inden batteriet når en så lav spænding som 7,2 V. Ved måling af helt nye batterier vil CCA-værdien ofte ligge ca. 20 % under det angivne. Først efter et par ugers brug har batteriet nået sin fulde kapacitet, og CCA-værdien svarer til den, der er angivet af producenten. CCA måles på flere skalaer. Biltema har valgt udelukkende at bruge den europæiske standard EN.
Hvad er korrekt ladespænding?
I en bil skal ladespændingen målt på batteriets poler være ca. 14,4 V ved 25 °C og i 24-voltssystemer dobbelt så høj, altså ca. 28,8 V.
Hvornår er et batteri fuldt opladet?
Et fuldt opladet batteri holder en hvilespænding 12,7 volt. Syrevægten er da 1,28. Et afladet batteri holder en hvilespænding på 11,7 volt. Syrevægten er da 1,20. Hvis et batteri igennem længere tid har en opladningsgrad på 50 % (12,4 V) eller lavere, vil batteriet begynde at "sulfatere" (se nedenfor) og blive ødelagt. Det er vigtigt, at et batteri, som har en opladningsgrad på 50 % eller mindre, lades op hurtigst muligt.
Hvad betyder sulfatering?
Sulfatering er det, der sker, når batteriet ruster. Risikoen for sulfatering øges, jo mere afladet et batteri er. Den eneste måde at undgå sulfatering på er at oplade batteriet regelmæssigt. Dermed får batteriet en længere levetid. Når batteriet aflades, bliver blyet og blyoxiden, som tidligere fandtes på batteriets blyplader, til blysulfat. Dette blysulfat danner igen vand, som fortynder batterisyren. Dannelse af blysulfat er en naturlig del af processen i et batteri. Ved opladning af batteriet gendannes sulfatet og bliver til bly, blyoxid og svovlsyre. Hvis batteriet får lov at stå afladet, vokser krystallerne af blysulfat på en anden måde og så meget, at de ikke kan gendannes ved opladning. Dermed er der sket en sulfatering, og batteriet er som regel ødelagt.
Hvorfor bliver batteriet varmt ved opladning?
En sandsynlig årsag til, at batteriet bliver varmt, er, at batteriet har stået afladet og dermed er delvist sulfateret. Hvis ikke batteriet virker efter opladningen, skal det udskiftes.
Hvad sker der, hvis man tilslutter et batteri polvendt?
Der opstår straks skader på elsystemet, da dioderne i generatoren ødelægges. Vær derfor meget omhyggelig ved montering af batteriet, da følgeskaderne af en polvending ofte er meget kostbare at udbedre.
Kan et batteri eksplodere?
For at batterier kan eksplodere skal der ske en ydre påvirkning, som antænder den brint, der er i batteriet. Hvis der sker en eksplosion skyldes det som regel, at batteriet er blevet opladet, men ikke ventileret tilstrækkeligt, før opladeren blev fjernet. Statisk elektricitet er en almindelig årsag til, at brinten antændes. Vær forsigtig med dynejakker og syntetiske materialer – specielt i tør vinterluft. Afbryd opladeren, og vent gerne nogle minutter, inden opladerens batteripolklemmer kobles fra.
Batteriet har udvidet sig eller er revnet. Hvorfor?
Mulighed 1: Batteriet har været afladet og har dermed kunnet fryse. Væsken i batteriet har udvidet sig og fået siderne til at revne. Et fuldt opladet batteri fryser først ved -67 °C, mens et afladet fryser allerede ved -5 °C.
Mulighed 2: Batteriet har sandsynligvis stået afladet og er sulfateret. Dermed har svovlet i batterisyren sat sig fast på pladerne. Når man lader batteriet op, har svovlet ingen steder at forsvinde hen bortset fra op mod siderne.
Mulighed 3: Batteriet er blevet overopladet. Varmen medfører, at batteriets sider bliver varme, og at plasten giver sig.